Den lettiske avis „Latviešu Avīzes“ skrev i året 1855: „I Talsi pastorat vokser der
velplejede unge æble- og pæretræer frem. De bedste sorter sælges for 50 sølvkopeck
stykket. Træerne plantes om foråret, så snart jorden er egnet.“
Denne frugthave var beliggende på Zvaigžņu iela (iela betyder gade), en sidegade til
hovedgaden, Lielā iela, og ejeren var på det tidspunkt en købmand ved navn Heinz.
Frugthaven blev omkring 1865 forpagtet og senere overtaget af ”kunstgartner” Karl
August Rohde. Talsis mangeårige tradition for gartnerivirksomhed tilskriver man den
tysk-baltiske familie Rohde. August Rohde var født i 1832 i Wildberg nord for Berlin. På
den tid var der ikke arbejde nok i Tyskland til alle de unge mennesker, og mange drog
udenlands – til Amerika. På opfordring af en baron Korff udvandrede August Rohde til
Letland og fik omkring 1860 ansættelse som gartner på et gods i nærheden af Liepaja i
det sydvestlige Letland. Landet hørte den gang til Rusland. Her begyndte han at arbejde
som gartner, og han giftede sig med stuepigen, Charlotte Stürzkober. I 1863 fik de sønnen
Wilhelm, der senere førte gartneriet i Talsi videre efter sin far.
Barnebarnet Elisabeth skriver i sine erindringer: ”Det var vanskelige år for mine bedsteforældre, der kun gennem flid kunne komme videre. De måtte stå op kl. 4 om morgenen. Bedstefar forædlede unge træer og arbejdede ved mistbedene, for om dagen måtte han passe kunderne.” De førte et sparsommeligt liv. Kopeckene skulle respekteres.
Wilhelm har fortalt til sin datter, at da han som barn en gang blev sendt til bageren og tabte tre kopeck, fik han ”gevaldige slag”, fordi han ikke havde nok ærefrygt for pengene.
Moderen vævede eller spandt fra tidligt om morgenen for at skaffe tøj til børnene – der var i mellemtiden blevet otte. Af dem døde fire; tre af dem i løbet af to uger af difteri.
Da faderen var prøjsisk statsborger, måtte sønnen Wilhelm tage til Brandenburg for at aftjene sin værnepligt.
Gartneriet Rhode var et stort foretagende. Der var adskillige drivhuse og rækker af bede på skråningerne. Familien arbejdede hårdt, men der var for meget arbejde for dem alene.
Ved folketællingen i 1897 nævnes en 19-årig tjenestepige og en 15-årig gartner. Senere bliver der i annoncer søgt en gartnerlærling eller en tjenestepige.
Virksomheden var også et godt sted for andre, der her havde fået oplæring som gartnere.
F. eks. skriver en gartner i 1940 i en meddelelse, at han har overtaget et gartneri, at han
overtager alle forpligtelser, og at han også udfører glasarbejde. Han underskriver sig som
den tidligere gartner i Rohdes gartneri, Fr. Dīceris.
Fra 1892 fik August Rohde titlen som stadsgartner. Det indebar, at han kunne handle med gartneriprodukter.
I slutningen af 1893 døde August Rohde af kræft, og hans søn Wilhelm overtog virksomheden. I 1896 fik Wilhelm og hans kone Elisabeth deres førstefødte Wilhelmine.
Familien blev forfulgt af ulykker. Pigen døde som baby, ligesom også Wilhelms søsters to børn og deres far. På mindre end fire år oplevede familien på Zvaigžņu iela, hvor de alle boede, fire fødsler og fire dødsfald, de to som følge af tuberkulose. I løbet af de næste år fik Wilhelm og hans hustru fire børn. Den yngste, Elisabeth, kom i praktik i Tyskland og overtog efter sin fars død i 1932 gartneriet.
Wilhelm Rohde
Fra 1912 tilbød Wilhelm Rohde ikke kun gartneriprodukter til sine kunder, men han forsynede også byens befolkning i flere årtier med vinduesglas fra den lettiske virksomhed “Annahite”.
Men endnu vigtigere var hans 30-årige arbejde i offentlig tjeneste. I begyndelsen af
århundredet blev han valgt ind i byrådet og i have- og boligkommissionen. I året 1912 var
han medlem af prøvekommissionen. Efter de tyske troppers indmarch blev gartner Rohde
udnævnt til borgmester i Talsi af kommandøren for okkupationstropperne. Denne post
beholdt han indtil den lettiske stat blev proklameret. Men da efterfølgeren kort efter blev
skudt har ”Herr W. Rohde igen accepteret at påtage sig ansvaret som borgmester i byen”.
Offentligheden så meget negativt på enhver, der havde samarbejdet med
besættelsesmagten, men om den tidligere borgmester finder man ikke et ondt ord. Han
blev genvalgt til byrådet i 1920 og 1924, og i pressen blev han omtalt som en herre, der
har vundet almen sympati. Efter hans død i 1932 omtalte aviser af modsat politisk
opfattelse ham med lovprisende ord: ”Rohde var af natur fredelig og tolerant over for
andre mennesker uden hensyn til deres etniske herkomst, selv om han selv var tysk. Han
forstod også de ansattes behov og bekymringer, og han var derfor meget velanskrevet
blandt dem. […] Med ham har vi mistet et menneske med stor sans for retfærdighed og
ærlighed, egenskaber man i disse tider kun sjældent møder.”
Et par uger efter sin fars død annoncerede Elisabeth, at ”Rohdes gartneri ville blive
videreført i fuldt omfang..” Trods den økonomiske krise gik arbejdet godt, og
virksomheden blomstrede. Af annoncer kan man se, at man havde frø,
udplantningsplanter, frugt og bær samt blomster og kranse til salg. I disse år kom også de
første blomsterudstillinger. I 1933 skriver pressen, om en sjælden naturbegivenhed, der
fandt sted i Gartneriet Rohde: I løbet af sit 15-årige liv blomstrede en kaktusplante
”Nattens Dronning” for anden gang. Hen imod kl. 12 om natten nåede den sit højdepunkt
og forvandlede sig til en smuk, hvid blomst som en åkande. Men kl. 5 om morgenen
havde den allerede trukket sig sammen og visnede.
Året 1939 var det sidste år, byens borgere fik glæde af gartneriet Rohde. Elisabeth giftede
sig med en tysk-baltisk gartner fra den nordlige del af Letland, Robert A. Burmeister.
Efteråret 1939 var dramatisk for tyskerne i de baltiske lande. Der havde forinden været
flere dårlige varsler. Hitler kaldte dem tilbage ”heim ins Reich”. Familien måtte pakke
deres ting. Afrejsen fandt sted med et bananskib fra østersøhavnen Ventspils. I sine
erindringer skriver Elisabeth om den sørgmodige afsked, hvor man sang den lettiske
hymne på skibet.
I krigstiden opholdt familien sig i det tidligere Østprøjsen, hvor de fik fire børn. Faderen deltog i krigen som russisk tolk, og han kom senere til at undervise på en landbrugsskole.
Elisabeth drev et mindre gartneri. Hun døde i 1975.
Gartneriet i Talsi blev solgt, og der blev sørget for, at salgssummen kom de tidligere ejere til gode. I februar 1940 kunne man i avisen “Talsu Vārds” læse: „Jeg erklærer, at jeg har overtaget Rohdes tidligere gartneri på Zvaigžņu iela 1. Jeg tilbyder et stort udvalg af blomster, såvel snitblomster som planter på rod, og også kranse… E. Kalniņa“.
Elisabeth mindes sin barndom med glæde. I sine erindringer fra 1965 skriver hun til
sine børn:
“Vi boede som på en ø, med lysthuse af syren og jasmin, mosset fra haven, og mellem
frugttræernes rødder var der hemmeligheder og en eventyrverden af imaginære
væsener, der i årevis stadig levede sammen med mig. Vi er så rodfæstet i vores
skønne, rolige barndom, at vi ikke kan løsrive os fra den, og stadig efter 26 år har en
smertefuld længsel efter vores hjemstavn.”
Den tidligere ejers børnebørn har ikke glemt deres families rødder, og de har i
sommeren 2015 besøgt Talsi.
Artiklen er en oversættelse og bearbejdning udført af Jørgen Lauterbach af Antra Grubes
artikel ”Pirmā dārzniecība Talsos”, (Det første gartneri i Talsi).
Til dette brug har Miks Kalmanis, der også er tilknyttet ovennævnte hjemmeside
velvilligt stillet sin tyske oversættelse til rådighed. Oversættelsen er suppleret med
oplysninger fra Elisabeths og Roberts søn, Jörn Burmeister.